Fan af internettet

På cand.it.-uddannelsen i Webkommunikation dyrker Peter Engholm sine faglige interesser for webarkitektur, Big Data, it-sikkerhed og virtuel reality. For ham er det et stort plus, at uddannelsen giver de studerende mulighed for at specialisere sig i flere retninger.

”Internettet har altid fascineret mig, det repræsenterer jo den ultimative form for vidensdeling – både på godt og på ondt. Og efter Edward Snowdens afsløringer er jeg blevet virkelig hooked på alt om it-sikkerhed. Jeg ved nu, hvordan man skjuler sine digitale fodaftryk på nettet, og hvordan man krypterer sine data korrekt”, fortæller Peter Engholm med stor iver i stemmen.

Peter Engholm læser cand.it. i Webkommunikation, en uddannelse der giver et solidt kendskab til, hvordan it kan forbedre kommunikation og vidensdeling på de webbaserede medier. Udover en række fællesfag vælger den enkelte studerende at specialisere sig inden for interaktionsdesign, webarkitektur eller webformidling. Peter Engholm fortæller:

”Jeg er ret teknisk anlagt, så jeg har valgt linjen i webarkitektur. Her lærer vi at strukturere indhold til nettet og opbygge systemer til håndtering af viden. Vi har desuden også lidt programmering, fordi vi skal kunne forstå den del, men ligefrem programmører bliver vi ikke.”

Langtidsholdbar it-viden

Lige nu er Peter Engholm i praktik to dage om ugen.

”Jeg er i praktik hos Parad, en lille virksomhed i Odense, der arbejder med produkt- og softwareudvikling. Sammen med chefen er jeg med til at udvikle webarkitekturen til en hjemmeside, og det er virkelig spændende. Hvordan man strukturerer webindhold, og hvordan informations-flowet skal gå, er jo netop en faglig viden, jeg kan trække på fra min cand.it.”

Og Peter Engholm fortsætter:

”Sideløbende med praktikken har jeg også et undervisningsfag, der hedder Det semantiske web og Linked Data. Her arbejder vi med design og udvikling af webapplikationer, og vi lærer, hvordan man henter og sorterer store mængder data fra åbne databaser. Desuden diskuterer vi, hvilke data man kan tillade sig at lægge op på nettet - så ja, det er virkelig et fag, der giver mig en masse nyttig viden inden for et aktuelt område, som bare vokser og vokser.”

På Webkommunikation kommer de studerende fra en bred vifte af bacheloruddannelser, og selv har Peter Engholm en bachelor i International virksomhedskommunikation med engelsk, it og webkommunikation. Han påpeger, at netop holdets brogede sammensætning gør, at der kommer mange interessante synsvinkler frem, når et nyt emne er på dagsordenen. 

ADHD i en virtuel verden

Om kort tid skal Peter Engholm i gang med sit speciale. Han fortæller: 

”I min afsluttende opgave vil jeg undersøge forholdet mellem virtuel reality og indlæringen hos unge med ADHD. Min tese er, at giver man unge med ADHD et par virtuel reality-briller på med et specialdesignet læringsspil, kan det have en positiv effekt på deres indlæring. Brillerne gør blandt andet, at målgruppen ikke lader sig distrahere af de øvrige klassekammerater. ”

Peter Engholm er allerede i kontakt med ADHD-foreningen, og hvis han får udviklet en god lærings-app, er han klar til at gøre den frit tilgængelig.

”Jeg går ind for open source, så hvis jeg får udviklet et læringsværktøj, der fungerer, så skal kommunerne også have lov til at benytte det. Mit specialeemne tænder mig, fordi det er et uudforsket felt, hvor jeg forhåbentligt kan være med til at gøre en forskel.”

Og Peter Engholm er ambitiøs: 

”Går det godt med mit speciale, kunne jeg godt tænke mig at udfolde emnet mere i en ph.d. Og ellers kunne jeg sagtens se mig selv som leder af en udviklingsafdeling en dag. Jeg er en person med mange ideer, der elsker at løse problemer, helst med en it-vinkel.”

Tekst: Lene Bæk Jørgensen, It-vest
Foto: Palle Peter Skov, www.palleskov.dk
December 2015