Klar til job som it-konsulent
”Føler jeg mig klar? Ja, nu er jeg i gang med at afslutte mit sjette og sidste uddannelsesår på universitetet, så jeg føler mig klar til at komme videre. Føler jeg mig klar til at være god? Det håber jeg da, at jeg hurtigt bliver.”
Niels Elmegaard Bæk er fuld af tro på fremtiden som cand.it. i It, kommunikation og organisation.
Kort inden han skulle i gang med sit kandidatspeciale skrev han under på en ansættelseskontrakt med Rambølls Business Technology afdeling i København, hvor han efter den afsluttende eksamen skal begynde som it-konsulent og arbejde med integration af it i virksomheder og organisationer.
”Det glæder jeg mig rigtig meget til,” smiler han.
Tre ben i uddannelsen
Fagområder som projektledelse, digital business og it-strategi har været det, der har interesseret ham mest ved cand.it.-uddannelsen. Men studiet giver også mulighed for at fokusere mere på det it-tekniske eller det kommunikationsfaglige.
”Uddannelsen er opdelt på tre ben: It, kommunikation og organisation, og den er struktureret virkelig fornuftigt i forhold til en balancering af, hvordan forretning og it smelter sammen”, mener Niels Elmegaard Bæk og fortsætter:
”Jeg kan forestille mig, at vores faglighed kan være relevant i rigtigt mange forskellige sammenhænge, hvor vi ikke kommer ind og er fageksperter til at starte med, men har fået redskaberne til at stille de rigtige spørgsmål og til at lære og dermed ret hurtigt vil komme til at levere værdi.”
Prøver teorierne af i praksis
Niels Elmegaard Bæk er bachelor i statskundskab, men han ønskede at dreje sin uddannelse i en mere business-orienteret retning. Da han samtidig havde interesse for it og blandt andet sideløbende med bachelorstudiet havde etableret en online kommunikationsvirksomhed, faldt valget let på cand.it.-uddannelsen i It, kommunikation og organisation ved Aarhus BSS.
Han er glad for den brede vifte af it- og forretningskompetencer, som uddannelsen har givet. En af overraskelserne har været et fag om teambuilding og teamwork.
”Det gav nogle spændende overvejelser, fordi vi skulle prøve redskaberne på egen krop og vurdere, hvordan vi fungerer som gruppe, og være selvkritiske. Det var en hård, men for mig også meget gavnlig proces. Det har jeg ikke lært nogen andre steder,” fortæller Niels Elmegaard Bæk.
Samarbejde med virksomheder
Det at anvende teorierne i en virkelighedsnær kontekst er helt karakteristisk for cand.it.-uddannelsen i It, kommunikation og organisation, mener Niels Elmegaard Bæk. Dels internt på studiet, som eksemplet med teamwork, men også med eksterne samarbejdspartnere.
”Vi har tre projekter sammen med virksomheder. Det betyder, at vi skal ud og overbevise nogle mennesker uden for murene om, at vi kan levere noget værdi. Det synes jeg, er et af de virkeligt gode elementer ved uddannelsen,” siger Niels Elmegaard Bæk. Han har lavet projekter sammen med Eventyrsport og BoConcept.
”For Eventyrsport lavede vi en analyse af deres online, digitale kommunikation, og jeg havde indtryk af, at deres direktør satte stor pris på, at vi kunne teoretisere vores konkrete anbefalinger. Ved BoConcept lavede vi et projekt, hvor vi forholdt os til, hvordan man på et it-strategisk plan kan integrere nogle marketingprocesser ind i deres salgsproces, som er meget it-drevet”, fortæller Niels Elmegaard Bæk.
It som strategisk driver
Det afsluttende speciale skal han også lave sammen med BoConcept, og det kommer til at handle om digital innovation. Derefter er han klar til 1. arbejdsdag hos Rambøll.
”For mig skal it være en strategisk driver i en organisation – noget, der er med til at definere organisationen. Mit drømmejob er at være med til at træffe de strategiske beslutninger, og jeg vil gerne arbejde med store virksomheder, fordi jeg tror, det er der, mange af de helt store forandringer kommer.”
Tekst: Britta Ank Pedersen, It-vest
Foto: Greg McQueen
Februar 2016