Brænder for designprocessen

Digital design er et spændende tværfagligt it-studium, hvor teori og praksis går op i en højere enhed, ifølge Søren Ørskov Olsen. Han har netop afsluttet sit praktikforløb, hvor han fik erfaring med styring af designprocesser og digitale fabrikationsteknologier samt udvidet sit faglige netværk betragteligt.

”Jeg har længe været fascineret af digitale tendenser, så uddannelsen i Digital design var et naturligt valg for mig,” fortæller Søren Ørskov Olsen og fortsætter:

”For mig indeholder cand.it. i Digital design en perfekt blanding af teknologi, kultur og design. Vi arbejder både teoretisk og analytisk med at forstå den digitale verden, vi lever i, og praktisk ved selv at designe it-baserede produkter og oplevelser. Det teoretiske afprøver vi blandt andet ved at brugerteste vores prototyper på udvalgte brugere.”

”Og ja, så skal man i øvrigt ikke være bange for programmeringsdelen, hvis man ikke er så teknisk anlagt. Man lærer principperne ved kodning, og det er super godt at kende til, så man senere hen kan indgå i en professionel arbejdssammenhæng med mere hardcore it-udviklere”, forklarer han. 

Teknologi og innovation i børnehøjde

Søren Ørskov Olsen har netop været i praktik hos Center for Læring i Aarhus Kommune, der er en del af det globale FabLab School-netværk. Formålet med netværket er blandt andet at give folkeskoleelever mulighed for at forstå teknologier ved at undersøge, teste og designe it-baserede produkter i et digitalt værksted, hvor der er adgang til 3D-printere, 3D-scannere og Arduinos.

”Som praktikant sad jeg blandt andet sammen med Center for Lærings lokale taskforce, der består af 32 udvalgte folkeskolelærere fra Aarhus Kommune. Udover at vidensdele omkring digitale læremidler tager lærerne ud i udvalgte skoleklasser og underviser i designtænkning og digital fabrikation,” fortæller Søren Ørskov Olsen og fortsætter med stor entusiasme:

”I min praktik var jeg både med til at planlægge, hvordan et designforløb i en skoleklasse skulle strikkes sammen, alt efter fag, alderstrin og tidsramme, og hvordan vi pædagogisk skulle gribe de teknologiske redskaber an. Derudover var jeg også selv med ude og undervise i udvalgte skoleklasser – en virkelig lærerig oplevelse, hvor jeg erfarede, at jeg kunne anvende min faglige viden om, hvordan man kreativt kan tilgå en designproces.”

Vælg din digitale retning

Cand.it.-uddannelsen i Digital design optager bachelorer fra en bred vifte af humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser og har en jævn kønsfordeling. Søren Ørskov Olsen fortæller:

”Fordi cand.it. i Digital design spænder fra it til æstetik, vælger man bevidst at specialisere sig undervejs ved hjælp af valgfag, opgaveemner og praktik. Selv har jeg en bachelor i Digital design og valgte at fortsætte på kandidaten, fordi jeg gerne vil dygtiggøre mig yderligere inden for styring af designprocesser, innovation, interaktionsdesign og brug af it-teknologi."

Alt efter faglig interesse og kvalifikationer finder kandidater fra Digital design typisk beskæftigelse som enten projektleder, UX-designer, web- eller spiludvikler, underviser eller digital konsulent. Selv kunne Søren Ørskov Olsen godt tænke sig at arbejde med facilitering af designprocesser, for eksempel som FabLab-leder på en folkeskole eller som konsulent på et digitalt bureau.

”I løbet af min praktik fik jeg udvidet mit faglige netværk betragteligt, og det er bestemt en fordel at have, når jeg skal i gang med jobsøgningen, men nu gælder det i første omgang specialet”, forklarer Søren Ørskov Olsen, imens ambitionerne lyser ud af ham.  

Tekst: Lene Bæk Jørgensen, It-vest
Foto: Greg McQueen
Februar 2016