Bjørn Max Lykke

Hvordan har din kombination af bachelor og kandidat påvirket hinanden?

Min bachelor dannede et grundlag for, hvordan man kunne bygge digitale koncepter op, hvor brugeren bliver inddraget. Kandidaten udbyggede dette med en lang række nye områder som e-læring samt en række håndgribelige teorier, som også holder stik i praksis.

Hvordan fik du dit nuværende job?

Igennem min bachelor og min kandidat havde jeg et studiejob hos LEGO som digital analytiker – et meget spændende studiejob. Da jeg var færdiguddannet, blev jeg kontaktet af ham, der i sin tid ansatte mig hos LEGO, men som nu var ansat i et konsulenthus, da han gerne ville ansætte mig. Efter 2,5 år som først konsulent og herefter leder for det lokale Aarhus-kontor – syntes jeg, at det var et godt tidspunkt at komme tilbage til LEGO. Grundet mit store netværk hos LEGO, både fra min studietid, men også igennem mit konsulentarbejde, gik processen meget hurtigt, og jeg startede kort efter hos LEGO igen.

Hvad er det mest spændende ved dit arbejde (evt. et specifikt projekt)?

Det mest spændende er at arbejde så tæt sammen med produktejerne af LEGO’s digitale oplevelser til børn. I mit arbejde som Insights & Analytics manager er jeg med til direkte at påvirke, hvordan vi kan forbedre vores digitale oplevelser, alt imens vi har børns sikkerhed og privacy i højsædet.

Hvilke ting, som du har tillært dig fra din kandidatuddannelse, bruger du i dit daglige arbejde?

Jeg bruger mange af tingene, jeg har lært på kandidaten. En del af mit arbejde er også at undervise andre – her tager jeg alle teorier og læringen fra IT Didaktik med ind for at forbedre præmisserne for den lærende.

Marts 2020

Mød cand.it.erne