Cand.it.-uddannelsen i Cognitive Science (Kognitions-videnskab) har fokus på processerne i menneskers hjerne og på menneskelig adfærd - og på at udvikle og anvende eksperimenter, computermodeller, dataanalyse, avancerede statistiske modeller og lignende til at analysere og forstå disse processer. Uddannelsen har første optag i 2019.

Hvorfor tænker og handler mennesker, som de gør? Viden på dette felt har stor betydning inden for mange områder i erhvervslivet lige fra handel og omsætning, over udvikling af ny teknologi og indretning af byrum til organisationsforandring og undervisning.

Nye teknologier gør det muligt i langt højere grad end tidligere at måle, registrere, indsamle data, beregne og analysere på kognitive processer, og det er her cand.it.-uddannelsen i Cognitive Science kommer ind i billedet.  

Uddannelsen kombinerer viden om menneskets hjerne og de kognitive processers betydning for menneskers adfærd med kompetencer inden for programmering, computermodeller, statistik og analyse af data.

Dermed bliver du i stand til f.eks. at undersøge og forstå brugerne og deres interaktion med digitale teknologier, som gemmer sig ikke bare bag skærme, men i en lang række produkter hjemme, på arbejdet og i det offentlige rum. Eller til at skabe ny viden om menneskers adfærd gennem indsamling og analyse af data – f.eks. de store mængder af data, der indsamles via sensorer, sociale medier eller andre teknologier forbundet med internettet.

Fagligt indhold

Undervisningen på cand.it.-uddannelsen i Cognitive Science er meget projektbaseret, og det første år på studiet udarbejder du en portfolio baseret på dit projektarbejde. Du kommer også til at arbejde i intensive udviklingsworkshops.

Fagene på det første år af studiet er:

1. semester:

  • Avanceret kognitiv neurovidenskab
  • Sprogteknologi
  • Beslutningstagning

2. semester:

  • Avanceret kognitiv modellering
  • Datavidenskab
  • Menneske-computer-interaktion

På 3. semester har du mulighed for et projektorienteret forløb i en virksomhed, at tage på udveksling ved et udenlandsk universitet eller at gennemføre et profilfag på fakultetet. 4. semester er sat af til specialet.

Cand.it.-uddannelsen i Cognitive Science er et tværfagligt studie, og underviserne kommer fra forskningsmiljøer, der beskæftiger sig med bl.a. neurovidenskab, semiotik, menneske-maskin-interaktion og datalogi. Det centrale forskningscenter bag uddannelsen er The Interacting Minds Centre.

Kompetencer

Som cand.it. i Cognitive Science vil du kunne beskæftige dig med en lang række områder, der kræver færdigheder i forsøgsdesign og statistisk modellering af menneskers adfærd.

Eksempler: 

  • Din viden om, hvordan menneskers opmærksomhed fanges, om hvordan vi sanser og træffer beslutninger, kan bruges til at udvikle mere vedkommende og brugbare produkter og services.

  • Din viden om statistisk modellering kombineret med forståelse for kompleksiteten i menneskelig adfærd kan bruges til at udnytte data til at udvikle nye strategier og produkter.

  • Din viden om menneske-maskin-interaktion, og hvordan den analyseres, kan anvendes i både design- og testfasen ved udvikling af nye teknologier, som mennesker skal interagere med.

  • Din viden om, hvordan hjernens fysiske processer har betydning for, hvordan vi sanser og opfatter verden, kan anvendes inden for forskning og udvikling i en række forskellige industrier.

Du kan blive optaget på cand.it.-uddannelsen i Cognitive Science, hvis du har en af disse to bacheloruddannelser:

  • Cognitive Science fra Aarhus Universitet (retskrav)
  • Produkt- og designpsykologi fra Aalborg Universitet

Du skal kunne dokumentere, at du har dansk og matematik på minimum B-niveau.   

Har du en anden uddannelse, der i niveau, omfang og indhold svarer til de to nævnte uddannelser, kan du søge om optagelse og om universitetets vurdering af din baggrund. Der vil blive lagt vægt på, at du har haft fag som kognitions- og neurovidenskabelige grundfag, eksperimentel metode, statistik, programmering og psykolingvistik.

Der er adgangsbegrænsning til uddannelsen.