Trine Ravnborg
Fakta
Navn:
Trine Ravnborg
Kandidat:
Cand.it., webkommunikation, Syddansk Universitet, 2021
Bachelor:
Ernæring og sundhed, med studieretningen ledelse, fødevarer og service
Aktuel arbejdsplads:
Aabenraa Kommune
Aktuel stilling:
Systemadministrator / AC
3 hurtige om, hvad du synes, der er det mest fascinerende ved it-feltet:
- Teknologiens foranderlighed – og hastigheden af denne foranderlighed.
- Den måde teknologi og vores brug heraf kan transformere vores værdier og organisering i politiske og relationelle systemer.
- At teknologi både kan virke fremmende og hæmmende på fællesskaber.
Hvordan fik du dit første job?
Jeg gik først i gang med at søge jobs, da jeg var færdig med kandidaten og var blevet ledig. Jeg havde brug for at lægge alt min energi i studiet – og særligt i mit speciale, som ellers er en tid, hvor mange begynder at søge. Efter ca. 3 måneders ledighed blev jeg kaldt til samtale til en stilling som systemkoordinator. Samtalen gik godt, men stillingen gik til en kandidat med mere erfaring. Kort tid efter dukkede der en stilling op som systemadministrator hos samme arbejdsgiver. Jeg søgte stillingen og fik den.
Min arbejdsgiver valgte mig bl.a. på grund af mine kompetencer i webformidling, it-didaktik, systemforståelse og brugerstudier. Derudover har jeg et indblik i social- og sundhedsområdet, da jeg tidligere har arbejdet som social- og sundhedsassistent, hvilket giver mig en dyb indsigt i slutbrugernes hverdag.
Hvordan har du oplevet overgangen fra studie til job?
Jeg fik en fantastisk modtagelse på jobbet med en udførlig introplan, som sikrede, at min introduktion var både grundig og pacet for at undgå for mange informationer på én gang. Selvom jeg selv har arbejdet i plejen for år tilbage, havde jeg ikke forhåndskendskab til fagsystemet.
Det mest udfordrende er at udvikle løsninger, der på én gang understøtter en stor og heterogen faggruppe, som i stigende grad er presset på tid, og samtidig lever op til lovgivningen og kan lade sig gøre – rent praktisk – i systemet.
Hvad er dine arbejdsopgaver, og hvordan bruger du dine kompetencer fra kandidatuddannelsen i dit daglige arbejde?
Mine første opgaver har været at give noget digitalt vejledningsmateriale en kommunikationsfaglig overhaling, bygge skemaer og opsætte visninger til brugerne af systemet og udvikle undervisningsmateriale.
Jeg bruger det meste af det, jeg har lært på uddannelsen i mit arbejde. Det er fedt at mærke, at der er brug for de kompetencer, jeg kommer med. Jeg bruger især min viden om informationsarkitektur og brugergrænseflader til at strukturere og tilrettelægge informationsveje og -materiale, der er let forståeligt og tilgængeligt.
Hvilke oplevelser og erfaringer har du fået, som du vil tage med videre i dit arbejdsliv?
Jeg lærer utroligt meget om brugerunderstøttelse. Fagsystemets kompleksitet er høj, da alt er relateret på kryds og tværs. Derudover er det vildt at mærke den forskel, arbejdet gør. Når jeg ændrer noget i systemet, slår det igennem med det samme – og er der noget, der ikke virker optimalt, går der ikke længe, før telefonen begynder at gløde. Det er fedt med den direkte respons fra slutbrugerne.
Interview gennemført februar 2022
Mød flere cand.it.er, der fortæller om deres oplevelse ved at gå