Get Flash to see this slideshow.

   
   

>_fakta

Navn:
Søren Mønsted

Fødselsår:
1980

Bachelor:
Informationsvidenskab og suppleringsfag i økonomi.

Cand.it.:
Informationsvidenskab.

Nævn tre ting, du kan li' ved din cand.it.-
uddannelse:

"Tværfagligheden mellem de humanistiske og tekniske discipliner, så man både forstår det, som sker foran skærmen, og det som foregår inde i computeren. Vi lærer at analysere komplekse sammenhænge. Vi opfordres til at tænke selvstændigt."

Hvad er det vigtigste potentiale i informations-
teknologien, synes du?

"It gør mange ting mulige inden for mange felter, som ellers ville være umulige. Uden it kan man slet ikke løse de opgaver inden for genetik, som vi arbejder med."


>_citat

>_citat 3

Søren Mønsted

"Der er investeret rigtig mange penge i det her. Markedsmæssigt står vi godt, og det er et marked, der vokser. Det er spændende at være midt i."


>_lyt

Hør Søren fortælle om, hvorfor evnen til at have brugeren i centrum er en vigtig kompetence:

Get Flash to see this slideshow.

Forside / uddannelser / informationsvidenskab / mød en cand.it.

>_mød en cand.it.

I praktikken på cand.it.-uddannelsen i Informationsvidenskab dumpede Søren Mønsted ned i en nystartet it-virksomhed, der udvikler it til forskning i gener. Fem år efter vokser iværksættervirksomheden eksplosivt, og Søren Mønsted er blevet hooked på den avancerede niche.

Get Flash to see this slideshow.

>_Genforskning kræver it

I nogle måneder begravede Søren Mønsted sig i komplicerede biologibøger. Han var tvunget til at sætte sig ind i genetikkens mysterier, da han i den sidste tid på cand.it.-uddannelsen var havnet hos iværksættervirksomheden CLC bio, der arbejdede på at udvikle et nyt it-værktøj til at analysere de lange sekvenser gendata.

"Der var mange måneder, hvor jeg ikke kunne bidrage, fordi jeg endnu ikke fattede, hvad det handlede om. Det er komplekse ting, de arbejder med", siger Søren Mønsted, der dog hurtigt kom efter det.

Og det kan man også roligt sige, at CLC bio gjorde. For fem år siden var CLC bio den nyeste opkomling med flere store konkurrenter inden for software til laboratoriernes gen-analyse. Men nu har virksomheden vind i sejlene.

I 2008 blev CLC bio udset til at deltage i det statsstøttede Gazelle Growth program, der for alvor har fået det danske iværksætterfirma ind på computerskærme og nethinder i det internationale forskningsmiljø. Blandt andet på det vigtige, amerikanske marked, hvor CLC bio bare på et år har 12-doblet salget.

Kæmpe regnestykke

"Nu er det vores firma, folk snakker om. Vi har fået nogle store kunder, og der er endnu flere på vej. Så er det sjovt at være med i en iværksættervirksomhed som den her", siger Søren Mønsted og peger på, at det danske marked har forsvindende betydning for den lille Århus-virksomhed.

"Det er på det globale marked, at slaget skal stå."

Et gen består af fire typer elementer kaldet baser med bogstaverne A, C, T og G. Der er flere tusinde kombinationer af de bogstaver i et gen. CLC bios software sammenligner en given gensekvens med kendt viden fra en række databaser. Det er et specielt it-system udviklet til den type tunge beregninger. Og så er der naturligvis en grafisk brugergrænseflade til forskerne.

"Det er en blanding af søgeværktøj, dataanalyse og grafik, der kræver en voldsom regnekraft, og så fylder inputdata rigtig meget", forklarer Søren Mønsted.

Han vurderer, at CLC bio er et skridt foran konkurrenterne på grund af den grafiske brugergrænseflade, og fordi virksomhedens program er i stand til at lave analyser på meget store datasæt som eksempelvis hele det menneskelige genom.

Søren splejser brugere med teknikere

Inden praktikken havde Søren Mønsted en bachelor i informationsvidenskab og suppleringsfaget økonomi. Sammen med cand.it i informationsvidenskab har han den helt rigtige baggrund til opgaven.

"Jeg befinder mig midt imellem brugerne og udviklerne. Jeg arbejder med it ud fra brugerperspektivet. Man kan sige, at jeg er brugernes ambassadør i forhold til udviklingsteamet", siger Søren Mønsted og gør et kast med hovedet over mod den væg, hvor udviklerne sidder i lokalet ved siden af.

Derfor er det blandt andet Søren Mønsteds opgave at tjekke, at nye funktioner virker efter hensigten, lave dokumentation og undervise brugerne i systemet.

"En typisk stilling for en informationsvidenskaber som mig", som han siger.

Søren Mønsted kan ikke direkte pege på konkrete redskaber fra sin uddannelse, som han trækker på i sit daglige arbejde. Han trækker på det hele.

"Informationsvidenskab er en måde at tænke på – en måde at angribe tingene på. Det handler blandt andet om at lære at forstå, at det man ser og hører, er fortolket af de mennesker, der formidler det. Det er vel noget med, at jeg har tilegnet mig en evne til at kunne se gennem det", siger Søren Mønsted.


Tekst: Claus Thorhauge, www.clausthorhauge.dk
Foto: Søren Holm, www.chili.dk
November 2009