Styr på de store datamængder

Adam Kjems arbejder som Junior Engineer hos LEGO Koncernen i Billund, et drømmejob, hvor han beskæftiger sig med sin store passion: Big Data. Interessen for de store datamængder blev vakt på cand.it.-uddannelsen IT Design and Application Development på Aalborg Universitet.

På Adams Kjems navneskilt hilser en lille LEGO-mand med rød kasket pænt velkommen. Bag hans skrivebord er en blå kran ved at hejse en person op – selvfølgelig også udført i de farverige byggeklodser.

”Jeg er en del af LEGO Koncernens Big Data-team”, indleder Adam Kjems, imens han bevæger sig gennem et stort åbent kontorlandskab, hvor LEGOs interne it-afdeling holder til. Big Data-teamet er en forholdsvis ny enhed, der skal håndtere legetøjskoncernens store datamængder.

”Her i Big Data-teamet er vi i gang med at designe og udvikle et it-system, som skal gøre vores data læselig for virksomhedens analytikere. Det er virkelig en sjov og udfordrende opgave. Jeg er Big Data administrator, mens et par af mine kollegaer tager sig af den mere hardcore udviklingsdel”, forklarer Adam Kjems og fortsætter:

”Når vi arbejder, er vi meget inspireret af Scrum. Det er en udviklingsmetode, hvor man fra starten ikke har fastlagt en bestemt rækkefølge for de enkelte aktiviteter og deres implementering. Pointen med den store grad af fleksibilitet er, at man bedre kan tage højde for løbende ændringer, og at dét i sidste ende øger projektets kvalitet. Selv har jeg rollen som Scrum Master, og jeg er derfor den, der sikrer, at de enkelte sprints, det vil sige delprocesser, gennemføres tilfredsstillende.”

Big Data og store virksomheder

På IT Design and Application Development har Adam Kjems blandt andet fået viden om interaktionsdesign, kravstyring, udviklingsprocesser, Scrum og hvordan man designer og udvikler it-systemer på et grundlæggende niveau.

”På uddannelsen lærer vi at arbejde innovativt med it og indtage forskellige positioner i en projektgruppe, og det er super godt,” siger Adam Kjems og fortsætter:

”Undervejs på min kandidat blev jeg grebet af arbejdet med Big Data, og jeg begyndte derfor at kigge mig om efter den type af stillinger. Det er dyrt at arbejde med store datamængder, så jeg var bevidst om, at jeg skulle kigge efter de store virksomheder.”

Da Adams Kjems søgte hos LEGO Koncernen, blev han kaldt til samtale, og her blev han overbevist om, at hans cand.it. er en anvendelig uddannelse. 

”Til samtalen var det et plus, at jeg havde en viden om blandt andet databaser, Scrum-metoder, projektledelse, og hvordan man designer et softwaresystem. Desuden var det også en fordel, at jeg kunne reflektere over de krav, der er til et it-system, blandt andet omkring sikkerhed. Hos LEGO vægtes det it-sikkerhedsmæssige aspekt nemlig meget højt.”

Klog på Kai og de andre LEGO-venner  

Før Adam Kjems kunne skrive under på ansættelseskontrakten hos LEGO Koncernen, skulle han også løse en praktisk opgave.

”Opgaven var en del af jobsamtalen og gik ud på at lave et designforslag til en recommendation engine, altså en form for online anbefalingsværktøj, som præsenterer LEGOs forskellige figurer, lidt i stil med Amazon”, forklarer Adam Kjems og uddyber:  

”Søger du for eksempel på Kai fra Ninjago-serien, så skal værktøjet både kunne give dig en merviden om netop dén figur og samtidig anbefale lignende karakterer.”

I dag arbejder Adam Kjems fortsat med virksomhedens recommendation engine. Her trækker han blandt andet på sin viden om brugervenlighed og interaktionsdesign, som hans cand.it. også har omhandlet.

”Jeg kan godt lide, at min cand.it. favner så bredt. På den måde undgår man at lukke sig om et for snævret it-område. Hos LEGO er der et meget internationalt miljø, hvor fleksibilitet er i højsædet, og det matcher meget godt med min cand.it. Her foregår undervisningen på engelsk, og du har både danske og udenlandske medstuderende. Og underviserne har du tæt kontakt med, det er super godt”, afslutter Adam Kjems. 

Tekst: Lene Bæk Jørgensen
Foto: Palle Peter Skov, www.palleskov.dk
Maj 2016