Victoria Nguyen

Hvordan har din kombination af bachelor og kandidat påvirket hinanden?

På min bachelor har vi haft hovedfokus på kommunikation fra et virksomhedsperspektiv. Det har gjort at jeg har fået en god forståelse for både kommunikationsprocesser og en general forretningsforståelse. Da jeg så startede min kandidat, havde jeg derfor en god forståelse for forretningen og en grundlæggende viden om organisationsteori, kommunikation og kundefokus. Det har helt klart hjulpet mig i forhold til min kandidat, men samtidig har min kandidat kun gjort min bachelor skarpere, fordi jeg kan tage min viden herfra med videre og bruge det i mere praktisk-orienterede cases. Min kandidat har derudover ’bygget på’ ved at give mig konkrete værktøjer inden for it, databaser og systemudvikling, som er meget mere håndgribelige end det ofte ’fluffy’ kommunikationsfelt. Alt i alt føler jeg, at jeg har opnået en stærk profil, der kan arbejde med både konkrete og mere abstrakte problemstillinger inden for it, kommunikation og business netop på grund af min kombination af bachelor og kandidat.

Hvordan fik du dit nuværende job?

Jeg fandt mit nuværende job på en meget traditionel måde. Jeg havde sat mig sammen med en veninde, der havde fundet et jobopslag ved Jyske Bank, som virkede interessant for os begge. Jeg fik hurtigt skrevet og sendt ansøgning og CV afsted. Jeg kendte allerede godt til Jyske Bank som virksomhed, da jeg havde været studentermedhjælper i en anden afdeling. Det tror jeg helt klart, har hjulpet mig i forhold til ansøgningsprocessen.  Jeg blev kaldt ind til samtale og fik faktisk et afslag efter to interviewrunder. Heldigvis kunne den søde HR-partner i Jyske Bank anbefale mig til en lignende stilling i en anden afdeling, som jeg så kom til samtale ved. Det var på en måde ret heldigt, fordi jeg er ekstremt glad for den afdeling, jeg endte i.

Hvad er det mest spændende ved dit arbejde (evt. et specifikt projekt)?

Jeg sidder i en lidt sjov stilling som både forretningsudvikler og scrum master i mit team. Det gør, at jeg har mange forskelligartede opgaver og projekter i min hverdag, hvilket jeg personligt synes, er vildt spændende. Titlen som forretningsudvikler er meget bred, men i mit job arbejder jeg med produktudvikling af både helt nye produkter eller forbedringer/nye features til vores nuværende portefølje. Derudover har jeg også mange effektiviseringsopgaver, da der ofte er noget, vi kan forbedre både for os og kolleger. Som eksempel har jeg arbejdet med et projekt, der drejede sig om automatisering af en bestillingsproces, der blev håndteret manuelt i vores kundecenter. Her har jeg skullet klarlægge processen helt præcist for at undersøge, hvilke elementer der kunne automatiseres, samt kravspecificere den automatiske løsning i samarbejde med et af vores procesoptimeringsteams i banken. Jeg samarbejder med en masse forskellige teams, både internt og eksternt, da vi i mit team fungerer lidt som små ’projektledere’. Man får en stor berøringsflade og et godt netværk, hvilket jeg synes, er super fedt.

Hvilke ting, som du har tillært dig fra din kandidatuddannelse, bruger du i dit daglige arbejde?

Da jeg arbejder i en bank og inden for et område jeg ikke vidste meget om før, har det været svært at relatere en direkte viden fra studiet til mit daglige arbejde. Dog kan jeg mærke, at jeg virkelig benytter mig af den værktøjskasse, jeg har fået fra mit studie. Det drejer sig især om den evne, vi som studerende bruger til at gribe nye og svære problemstillinger an på. Når jeg får en ny opgave på arbejdet, bruger jeg meget den samme tilgang fra studiet, hvor man først analyserer og nedbryder problemstillingen i håndgribelige bidder, før jeg så rent faktisk kan eksekvere på noget. Jeg tænker meget over værdiskabelse i mine projekter, som vi også lærte meget om fra studiet. Det tror jeg helt klart, har været en fordel i mit daglige arbejde. Derudover har jeg også haft god brug af mine it-fag fra kandidaten. Jeg udvikler ikke selv it, men mange af mine projekter har meget med it at gøre. Her har det været dejligt at have en god grundforståelse for programmering og databaser, så man nemmere kan snakke med de it-mennesker, som skal køre ens projekter videre.

April 2020

Mød cand.it.erne