Get Flash to see this slideshow.

   
   
Forside / uddannelser / it-ledelse / projekt- og specialeemner

>_projekt- og specialeemner

Studerende på It-ledelse har f.eks. lavet projekt om:

  • Implementering af ny projektmodel (sammen med Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, It-kontoret)
  • Kapabiliteter i en offentlig virksomhed (sammen med Region Nordjylland, It-afdelingen)
  • Alignment i Spar Nord (sammen med Spar Nord Bank, It-drift og -arkitektur)
  • Alignmentudvikling i Vestas Group IT (sammen med Vestas Winds Systems A/S, Group IT)
  • Alignment og IT-Governance i jem & fix A/S (sammen med Jem & Fix A/S)
  • Gevinstrealisering i en offentlig kontekst (sammen med Jammerbugt Kommune, It-kontoret


Her er andre eksempler på projekter, som studerende vil kunne arbejde med under studiet:

1. semester
It i sundhedssektoren
I sundhedssektoren er der brugt milliarder på at indføre EPJ-systemer (Elektronisk Patient Journal). Du skal forestille dig, at du som intern eller ekstern konsulent har fået til opgave at udarbejde en systematisk analyse af hospitalets anvendelse af det pågældende system. Du skal vurdere, hvilke konsekvenser indførelsen har haft, f.eks. på hospitalets arbejdsgange, patientforløb og behandling, hvilke økonomiske konsekvenser der er forbundet med indførelsen af EPJ, hvilke store udfordringer som stadig ikke er løst, og hvordan det pågældende hospital vil kunne forbedre nytteværdien af den investering, der er foretaget.
Baggrund: Ledelsen vil gerne vide om de mål og forventninger, der oprindeligt begrundede indførelsen, er realiseret, og hvilke tiltag man evt. kunne igangsætte for at forbedre hospitalets udbytte af anvendelsen.

Strategisk anvendelse af it
For nogle virksomheder har it strategisk betydning i den forstand, at anvendelsen af it spiller en afgørende konkurrencemæssig rolle. Du skal forestille dig, at du, som intern eller ekstern konsulent, har fået til opgave at udarbejde en systematisk analyse af virksomhedens it-relaterede strategi og planlægningsprocesser samt virksomhedens strategiske anvendelse af it. Gennem projektet analyserer du de overordnede it-relaterede strategi- og planlægnings-processer med henblik på at forstå disse processer og vurdere, om de er hensigtsmæssige set i forhold til den rolle, it spiller for virksomheden.
Baggrund: Ledelsen vil gerne vide, om de processer, der findes i dag, er hensigtsmæssige, og samtidig have en objektiv evaluering af virksomhedens succes, hvad angår dens strategiske anvendelse af it.

2. semester
Design af it-baserede services og processer i borgerserviceafdelinger
På nationalt niveau er der opstillet meget ambitiøse mål for borgernes muligheder for digital betjening og brug af kommunale services. Du skal forestille dig, at du som projektleder og forretningsanalytiker har fået til opgave at re-designe arbejdsprocesser og serviceydelser i en borgerserviceafdeling baseret på anvendelse af it. Det indebærer, at du skal designe et innovativt it-system, som understøtter dele af denne proces, og at du skal udarbejde en plan for den organisatoriske implementering af den arbejdsproces og det system, du har designet.

Teknologiunderstøttet innovation
I en stor, international, højteknologisk virksomhed har man en række udviklingscentre placeret i forskellige lande og i forskellige verdensdele. Som en del af virksomhedens produktudvikling trækker man på ressourcer og kompetencer på tværs af landegrænser. Du skal forestille dig, at du som projektleder og forretningsanalytiker har fået til opgave at re-designe dele af virksomhedens globale udviklingsprocesser og samtidig designe et it-system, der understøtter den nye proces, f.eks. ved at facilitere samarbejde i virtuelle grupper. Efterfølgende skal du udarbejde en plan for den organisatoriske implementering af den nye proces og for det system, du har designet.

3. semester
Her har du mulighed for at blive tilknyttet et konkret forskningsprojekt i regi af Center for IT-Ledelse. Du vil komme til at arbejde tæt sammen med en erfaren forsker og opnå stor faglig indsigt i det område, som interesserer dig mest, og som du ønsker at specialisere dig indenfor i forbindelse med dit speciale på 4. semester.

4. semester
Udarbejdelse af speciale.