| |
|
|
|
>_mød underviserne
It er fundamentet i enhver moderne organisation, og derfor bør it-ledelse også være et grundlæggende redskab i enhver leders værktøjskasse. Det handler om at få overblik, struktur, håndværk og fornuft ind i organisationens ledelse, når det gælder it. Det er netop det, man kan lære på den nye cand.it. i It-ledelse på Aalborg Universitet, der havde sit første optag i september 2010.
It er en uomgængelig faktor i den offentlige forvaltning og alle private virksomheder. Derfor er it centralt, uanset om du direkte planlægger at arbejde med it i en organisation eller sigter efter at blive leder af et forretningsområde.
"It spiller en langt større rolle end nogensinde før. Alle virksomheder og myndigheder er i dag grundlæggende afhængige af it. Så it bør høre med i enhver tidssvarende ledelsesuddannelse. Men det gør den ikke i dag, og det er netop for at udfylde det hul, at vi har lavet cand.it. i It-ledelse", siger professor Pernille Kræmmergaard, der er leder af Center for IT-Ledelse (CIM), som står bag den nye uddannelse på Aalborg Universitet.
Hendes kollega lektor Keld Pedersen, der er studieansvarlig for uddannelsen, forventer, at it vil brede sig ind i alle uddannelser. Cand.it. i It-ledelse er bare første skridt.
"Det er svært nok i sig selv at udvikle og købe it-systemer, og det bliver sikkert også en del af de kommende arbejdsopgaver for dem, vi uddanner. Men de skal noget helt andet og mere: De skal blive eksperter i nytteværdi", siger Keld Pedersen, der er uddannet datalog og har årelang praktisk erfaring i it-branchen.
Alligevel agter han ikke at uddanne it-specialister.
"Vi skal skabe generalister, der kan analysere komplekse sammenhænge og kan hæve sig op i helikopterperspektiv, men også drive en konkret forretningsproces igennem med overblik og håndværksmæssig professionalisme."
Keld Pedersen ser en cand.it i It-ledelse som en hybrid mellem Michael Laudrup og Christian Poulsen.
"Ligesom Laudrup skal vores studerende lære at have det overblik, der giver en genial aflevering i det rette øjeblik. Men samtidig skal de i en og samme person kunne gå ind på banen og lave en beskidt tackling – en sviner – der får bolden i mål", forklarer han.
"Der er meget fragmenterede forventninger til fremtidens ledere. Så man kan godt sige, at vi uddanner blæksprutter. Men samtidig er der jo i praksis ingen leder, der kan løse alle de opgaver i en og samme person. Men det er de mange kompetencer, som vi skal fremme med uddannelsen", supplerer Pernille Kræmmergaard.
De studerende på cand.it i It-ledelse vil opleve et mere praktisk og håndværksmæssigt element end på mange andre kandidatuddannelser. Både i kraft af projekterne og i samarbejdet med erhvervslivet. Og det handler ikke om it-teknik.
"Faktisk vil vi meget gerne have de studerende, der har et køligt forhold til teknologien. De vil være mere optaget af, hvilken forskel teknologien kan gøre", siger Keld Pedersen, og Pernille Kræmmergaard tilføjer:
"Når man snakker om it, tænker mange på teknik. Men sådan er det jo ikke længere. Derfor vil vi også helst tale om Informationssystemer – eller IS, som det kaldes på engelsk. Det er et meget mere bredt begreb, der netop signalerer, at det både handler om forretning, mennesker, ledelse og teknik", siger hun.
"Alligevel er det vigtigt, at de studerende får it-sproget ind under huden – et indblik i it-teknologiens muligheder, som man ikke får på andre uddannelser", supplerer post.doc. Jeppe Agger Nielsen, der er en del af teamet bag cand.it. i It-ledelse.
Selv om kandidatuddannelsen i It-ledelse er åben for alle bachelorer, er den i særdeleshed central for studerende med en erhvervsøkonomisk eller en forvaltningsmæssig bachelor.
"For mange af den type studerende vil det være en naturlig specialisering med udgangspunkt i det, de har arbejdet med som bachelorer. Det her er en forlængelse – ikke et sporskifte. De skal bruge det, de har med i bagagen, til deres projekter på cand.it. Deres egne interesser og kompetencer skal være med til at sætte dagsordenen på uddannelsen", siger Jeppe Agger Nielsen.
|
|
|
|