Get Flash to see this slideshow.

   
   

>_citat

>_citat 3

Torben Bonde

"Ligesom det er vigtigt, at it-afdelingen har forståelse for virksomhedens forretning, så er det også vigtigt, at der i de øvrige afdelinger er forståelse for it."

Forside / uddannelser / it-ledelse / mød arbejdsgiverne

>_mød arbejdsgiverne

Ligesom racerløbet vindes af det team, der forstår at udvikle bilens teknologi til det optimale, så er det de virksomheder, der forstår at udnytte it rigtigt, der vinder på markedet. Derfor har både private og offentlige virksomheder brug for it-ledere, der kan se innovativt og helhedsorienteret på it i samspil med det, der er virksomhedens mål.

>_it-ledere skal skabe forandring

- Udnyttelse af it et vigtigt konkurrenceparameter.

Sådan siger Torben Bonde, der er overordnet it-leder på Vestas Wind Systems A/S. For virksomheden, der hver 3. time rejser en ny vindmølle et eller andet sted i verden, spiller it en central rolle.

- It har betydning i to lag. Hvis der ikke var it, var der ikke noget Vestas, som vi kender det i dag. Vi er helt afhængige af e-mail, ERP-systemer og mange andre systemer. Det svarer til, at en virksomhed skal have bygninger og strøm. Men it-afdelingen er også den, der kan udvikle løsninger, der gør, at virksomheden kan være smartere og gøre tingene bedre end konkurrenterne. Der kan binde data og viden fra den ene ende af virksomheden sammen med data og viden i den anden ende. Her skal vi have idé-rigdom og et samarbejde med salgsledelsen, produktionsledelsen og andre afdelinger i virksomheden.

Derfor mener han, at der vil være brug for kandidater, der har taget en uddannelse i it-ledelse.

- Det, der er fremtiden for it, og det, der gør it spændende, er, at vi i it-afdelingen er nødt til at have forståelse for hele forretningen, siger Torben Bonde.

Skal fortælle, hvad it kan

Sådan er det også i Egedal Kommune vest for København, hvor Jørgen Kristensen leder kommunens tværgående it-center.

- It-afdelingen skal påtage sig opgaver i forhold til forandring. Det er vigtigt, at der er nogle, der kan spørge: Kunne vi gøre det her anderledes? Og der er også en pædagogisk opgave i at fortælle, hvad it kan. Alle tror, at løsningen ligger i it. Hvis bare vi digitaliserer denne her opgave, så bliver det hele meget nemmere. Men kunsten er at fortælle, hvor lidt eller hvor meget it kan understøtte de forskellige løsningsmuligheder, der er for en opgave, og hvad man kan opnå ved at vælge de forskellige modeller, forklarer Jørgen Kristensen.

It-centret i Egedal Kommune er et tværgående center, der varetager drift af it-systemer og digitalisering inden for alle kommunens områder: pleje og sundhed, skoler og institutioner, beredskab og miljø osv. Det omfatter f.eks. også mange mobile brugere og sikring af kommunens forbindelse til andre offentlige myndigheder.

Jørgen Kristensen mener, at kandidater i it-ledelse vil have flere muligheder i det offentlige.

- De kan arbejde med it-governance og med at koble it-understøttelse sammen med de opgaver, der skal løses. Men der ligger også en opgave i at formidle mulighederne med it over for politikerne, så jeg kan også forestille mig kandidaterne i kommunikationsafdelinger og projektorganisationer. Og i andre instanser som for eksempel KL og IT- og Telestyrelsen, siger Jørgen Kristensen.

It-ledelse som karrierevej

Hos Vestas har Torben Bonde som it-leder 600 medarbejdere fordelt på 41 lokaliteter. En tredjedel af arbejdspladserne ligger uden for Danmark, og medarbejderne repræsenterer 25 forskellige nationaliteter.

På den måde er Vestas atypisk for det danske, private arbejdsmarked, hvor der kun er få store virksomheder og en lang række små og mellemstore virksomheder. Men både store og små virksomheder har brug for kandidater i it-ledelse, mener Torben Bonde. Til at arbejde med it-arkitektur, udvikler-, konsulent- eller projektlederopgaver, support og uddannelse af brugere, sikkerhed, og ledelse af de forskellige funktioner.

- It-ledelse kan også være en karrierevej, hvor du starter i it og udvikler dig som leder i organisationen generelt. En af vores målsætninger i Vestas er, at medarbejdere fra it skal sive ud og være ledere i andre afdelinger. For ligesom det er vigtigt, at it-afdelingen har forståelse for virksomhedens forretning, så er det også vigtigt, at der i de øvrige afdelinger er forståelse for it, siger Torben Bonde.


Tekst: Britta Ank Pedersen, it-vest
Januar 2010