| |
|
 | |  | |
>_citat 1
Marie Møller Jepsen
"Jeg føler, at alt kan lade sig gøre – og giver mening. Det er lækkert at få den valgfrihed."
>_citat 2
Marie Møller Jepsen
"Der er helt anden kultur på Digital design, end der hvor jeg kommer fra. For eksempel bliver tværfaglighed værdsat. Den åbenhed synes jeg, er ret fed."
>_citat 3
Marie Møller Jepsen
"Der bliver satset og investeret på en helt anden måde her på cand.it. For eksempel er der helt andre faciliteter, end dem jeg er vant til fra Kunsthistorie."
1/3
| |  | |  |
|
>_mød en stud.it.
Efter sin bachelor i Kunsthistorie kastede Marie Møller Jepsen sig over Multimedier og Digital design. Det viste sig at give en frugtbar kombination af æstetik og it. Og hun har endda fundet en praktikplads på et museum, der kombinerer begge verdener.
"Jeg fik øjnene op for en helt ny verden, som jeg ikke kendte meget til. Det var super spændende og meget udfordrende", siger Marie Jepsen, der efter en bachelor i kunsthistorie skiftede spor og tog suppleringsfag i Multimedier. Så var den nye kurs sat. Da hun først havde fået sin gang på it-studierne på Katrinebjerg på Aarhus Universitet, var det indlysende at fortsætte med cand.it. i Digital Design.
"Jeg var ikke i tvivl. Det her er meget mere konkret. Det er dejligt, at der altid er noget praktisk at holde teorien op imod. Og så åbner det for en masse muligheder, som jeg ikke ville have haft, hvis jeg var fortsat på Kunsthistorie. Det er fedt at vide, at jeg ikke bliver låst fast til nogle få stillinger, når jeg er færdig. Det giver en god tryghed", siger Marie Jepsen.
Men måske er der ikke tale om et radikalt kursskifte for Marie Jepsen. I stedet er æstetikken blevet hendes vej ind i it-verdenen.
"Æstetikken er blevet den røde tråd igennem min uddannelse. Det er en spændende, men også lidt vild kombination."
Blandt andet blev Marie Jepsen på cand.it. kastet ud i helt nye og ukendte discipliner, som eksempelvis programmering og computerspil. I fag som computerspilsteori blev det tydeligt, hvor tværfaglig cand.it.-uddannelsen er. Her kunne Marie Jepsen trække på mange af sine kompetencer fra Kunsthistorie.
"Jeg er jo trænet i at analysere billeder. Og særligt teorien bag computerspil er spændende – meget mere spændende end at spille selve spillene", siger Marie Jepsen og kigger op med et smil.
Hun blev særligt fanget af alternative computerspil fra uafhængige og små, private spiludviklere – de såkaldte indiespil (independent games).
Programmering gav også Marie Jepsen en aha-oplevelse:
"Jeg tænkte først, at jeg ikke kunne finde ud af at programmere, men det kunne jeg jo godt", siger hun og tilføjer efter en tænkepause:
"Det gav en optur, selv om programmering da trak tænder ud. Men heldigvis var der gode instruktorer og gode kammerater, der hjalp mig igennem. Og da jeg først havde fået hul på den strengt logiske tankegang, så gik det egentlig fint."
Marie Jepsen var heldig at finde en praktikplads, der synes skræddersyet til hendes faglighed og kombinerer hendes kompetencer. Hun er på vej til et museum i Bergen, hvor hun skal hjælpe med at sætte en udstilling op om computerspil.
"Det er helt vildt fedt, at man selv kan vælge at komme i praktik. Så det er jeg gået målrettet efter. Dejligt at der er et praktisk element. Men det er jo fordi, den her uddannelse er meget erhvervsrettet", siger Marie Jepsen, der har et godt råd til andre humanister, der overvejer en kandidatuddannelse med it:
"Man skal ikke lade sig skræmme af, at der er it i det her. Det er der bestemt ikke nogen grund til. Hvis man vil, så giver den her uddannelse mange nye muligheder for at prøve sig selv og nye ting af."
|
|
|
|